Hvad skal jeg anskaffe for at komme igang med at snitte?
- benjaminnbording
- 19. jan. 2021
- 7 min læsning
Opdateret: 20. aug. 2021
Overskriften her er et af de mest stillede spørgsmål på diverse fora på nettet. Det er egentlig underligt, for alle kender svaret: en kniv. Når det er sagt, så bliver det også hurtigt tydeligt for enhver, at der findes mange forskellige knive med tilhørende forskellige priser, funktioner, kvalitet og tilgængelighed. Det er en jungle - især online! Men der er råd at hente her på siden (og i øvrigt også flere andre steder). Her kommer min personlige lille guide til det udstyr, du skal skaffe til at snitte med. Kniven Først og fremmest skal du bruge en skarp kniv. Det er det vigtigste for at kunne snitte, men mere om det senere. Mange har en lommekniv, en spejderdolk eller en fritidskniv. Det er all-round knive, som skal kunne bruges til lidt af hvert. Man kan godt snitte med sin lommekniv, men man vil opleve englene synge, når man får en rigtig snittekniv i hånden. Jeg har altid min trofaste Opinel No. 6 på mig eller inden for rækkevidde, og jeg har snittet mange småpinde med den, men i dag bliver den i lommen når jeg snitter, ligesom jeg ville gøre med löwenmesserkniven, schweizerkniven, vangedaldolken og alle de andre spejder-, fisker-, bonde- og jægerknive.


Når man skal snitte, skal man bruge en kniv med en bestemt form for slibning og blad. Den mest anvendte slibning er et såkaldt "scandi grind", og det er også sådan de knive, jeg her vil anbefale, kommer fra fabrikken. Den skandinaviske slibning er i dag en world wide grundslibning af snitteknive. Den sikrer styrke i æggen og mindsker modstand når man snitter. Derudover er den ikke så svær at vedligeholde, når man først har forstået hvordan den skal være.
Det, som kendetegner skandinavisk slibning er ganske enkelt, at kniven har én helt lige fas på hver side og at disse mødes i æggen. Det er ikke hele bladet, som er slebet, men et udsnit af det.
Knivanbefalinger Her er min bud på fire snitteknive, som alle har råd til. Søg på nettet og find de forhandlere, du foretrækker:
Mora 120 (60 mm) En rigtig god kniv med træskæfte og en ikke alt for lang klinge. Den er god til begyndere, men lad dig ikke narre - den er stadig farlig hvis den bruges forkert. Træskæftet er sjovt at snitte dekorationer i eller på anden måde gøre personligt.
Mora precision (75 mm) En ikke så udbredt kniv. Men den skal med her! Håndtaget er lavet i praktisk plast og og der er et godt greb i den. Den er udstyret med en enkelt "parerstang", som gør den mere klodset for en voksen, men mere sikker for et barn. Som alt andet plastik er dens patina ikke for køn, men den er billig og driftssikker.
Mora 106 eller 105 (82 mm) Grundlæggende set den samme kniv. Men skæftet er forskelligt på de to. 105'erne er udstyret med to knopper, som nogen er meget glade for og andre ikke kan lide. Personligt har jeg fjernet den forreste knop - det er igen fordelen ved skæfter af træ: man kan ændre dem så de passer til en selv. Klingerne er dejligt lange og det er godt når man skal snitte store skeer hvor lange spåner er at foretrække, men det er ikke nogen fordel hvis man snitter små figurer.
Øksen
Hvis man gerne vil snitte skeer, paletkniv, smøreknive og andet køkkengrej så bliver det hurtigt klart for én at der skal fjernet en masse træ før man har en nogenlunde form og funktionalitet. Det kan man gør med en kniv - bevares. Men det slider på både én selv og kniven og det forbruger en masse tid, som man ikke kommer til at kunne "se" i den endelige produkt. Derfor kan man med fordel økse en form frem. Ud over at det er besparende på flere måder så er det min overbevisning at man igennem arbejdet med økse træner ens forståelse for form og fornemmelse for træs egenskaber. Det sidste er især igennem en "trial and error" process. Man ødelægger lidt mere med en økse når det går galt end med en kniv, men det gør ikke så meget. man har nemlig sparet mange timer i løbet af ret kort tid! Øksen gør ganske enkelt ens arbejde mere effektivt og hjælper til at man får erfaring med kniven meget hurtigere.

Som det kan ses kan det hurtigt stikke af med antallet af økser. Jeg bruger ikke dem alle. Det er de samme tre jeg vender tilbage til hver gang.
Find en økse som passer i vægt til din fysik. Man kan købe alt fra små 300 g øksehoveder til store økser på flere kilo. Personligt foretrækker jeg 1000 g +/-200. Altså i mellemklassen. Det kan være rart med mere tyngde når man har teknikken på plads, men er man uvant med en økse er 500 g meget mere passende.
Øksen kan bruges både til at splitte frisk træ i mindre dele og til at forme med. Sørg for alt i verden for at den ikke kommer i nærheden af jord, sandkorn eller lignende. Det gør dem sløve! Man kan "nørde" økseslibning meget. Grundlæggende kan øksens skær i tværsnit være konveks, lige eller konkav. en sidste mulighed er at den bare er helt deform/misbrugt, men det er kun hvis du finder din økse i et gammel skur hvor nogen ikke har passet på den.

De økser du køber er let konvekse og det er fint, men man skal huske at slibe dem jævnt. Ellers ender man med en meget konveks stump æg, som kun dur til at lave hakket is til din drink. Dedikerede snitteøkser (oftes hvis ikke altid håndsmedede) har ofte næsten helt lige slibning og kombinerer måske med konveks eller konkav. Hvis du sliber din økse på en roterende sten skal du passe på ikke at gøre den udpræget konkav - det svækker æggen og din økse vil lide stor skade.
Økseanbefalinger
Her kommer mine bud på økser. Der er lidt i forskellige priskategorier. Søg efter økserne og find danske og udenlandske forhandlere.
Gränsfors Lilla Yxan En dyr, men lækker lille økse. Den er ikke lavet specifikt til snitning, men som begynder var jeg meget glad for den og jeg snittede mange sjove ting med den.
The Robin Wood Carving axe En lidt større, men ikke decideret stor dedikeret all-round snitte økse. Jeg har en selv og brugte den meget i en periode. Den er MEGET fornuftig til prisen.
Genbrugs øksen uden udenlandske navne Find et gammelt DSI (dansk stål industri) øksehoved eller en slidt brugt bacho-, hultafors-, sandvik- eller hvad-ved-jeg- økse. De ligger overalt på gamle gårde, i haveskure eller loppemarkeder. Bank skaftet solidt op i øjet på øksehovedet med en trækølle eller lav et nyt skaft til det. Youtube eller økseforummet "hakkedrengene" på facebook er din ven ;) Hvis der er rust og store finder du en vinkelsliber med stålbørste og flapskive til at rense og grovslibe øksen inden du sliber den med en slibesten osv. Gränsfors Bruk har en masse god økseviden på deres hjemmeside på svensk og engelsk. Det er sjovt, men forståeligt nok er det ikke alle som har modet til at kaste sig ud i sådan et projekt. På DBA er der flere hobbyfolk, som sælger fine istandsatte økser med historie og sjæl.
Køb en økse i byggemarkede og vær parat til at slibe meget (evt. med vinkelsliber) indtil du får en økse som virker tilfrdsstillende. Du får hvad du betaler for. Hvis du vil undgå de værste skodøkse så gå i en af de to store spejderforretninger og køb en håndøkse fra et anerkendt mærke. Her linker jeg lige til en fyr som viser hvordan en skodøkse kan blive brugbar: http://www.wrigley.me.uk/2020/11/04/how-to-reprofile-an-axe-using-simple-hand-tools/
Har du penge nok så findes der et voksende marked af håndsmedet værktøj fra smede i både ind- og udland, som er væsentlig dyrere end Robin Wood øksen. De få gange jeg har haft dem i hænderne har jeg været imponeret, men det er økser til connaisseurs, som ved præcis hvad de vil have eller for nybegyndere der ikke er blege for at investere plus 2000 kr. i en økse.
Skekniven - hvis du vil udhule ting
En skekniv er god til... ja... Skeer! Men også andre ting hvor der skal hules ud kan man ordne med en skekniv. Jeg har ikke prøvet mange forskellige af dem som er på markedet til billige penge, men der er én skekniv som igen og igen fremhæves som en god til prisen. Det er mora 164. Den fås i både en venstre- og højrehåndsudgave. Den er ikke så "aggressiv", hvilket betyder at at det tager lang tid at lave en skål med den, men til måleskeer, spiseskeer, grydeskeer og sågar teskeer er den alt rigeligt. Hvis du sidenhen får højere ambitioner finder du nok hurtigt ud af at der findes gode skeknive derude - både håndsmedede og seriefremstillede. Robin Woods skeknive skal nævnes her! De er rigtig gode til prisen også, men koster lidt mere.
Angående slibning af skeknive vil jeg anbefale alle begyndere at gå på youtube og lære af de dygtige.
Øvrigt udstyr
Ud over kniv og økse er der andre småinvesteringer som kan være en stor hjælp. Nogen af dem har de fleste allerede og andre er ret billige. jeg vil ikke gå i dybden med disse så her kommer en hurtig liste:
En sav. En lille foldesav fra Fiskars eller hvad de nu har i byggemarkedet er fin. En fukssvans dur også - dem har de fleste til at ligge og flyde. Bøjlesave og motorsave er gode hvis man skal hente sit træ selv, men jeg har også savet store grene ned med min lille foldesav (Silky Gomboy). Det kan være rart at have to save. En til stort arbejde og en til småt. Man må male med de farver man har! Skal man købe nyt vil jeg til enhver tid anbefale gode kvalitetssave, hvis man har modet på at passe godt på dem.
En huggeblok. Altså et stykke træ, som står stabilt og kan bruges som huggeunderlag. Emmet van Driesche og Lee John Phillips har lavet en udemærket gratis PDF-bog om emnet. Den er på let engelsk med illustrationer som gør den læseværdig i sig selv. Den kan findes via google "The Pocket Book of Axe Blocks". Men man skal ikke blive modløs hvis man ikke har en super æstetisk huggeblog, som dem i bogen. Jeg huggede de første tre år på en stor fyrrestub indtil den ikke kunne mere. Det var alt rigeligt. Kan man skaffe en høj stub så man kan stå ret op at arbejde er man kommet langt.
En trækølle til at tæske din økse ned i træstykker som skal flækkes.

Køllen til højre var en totalt fiasko. Den knækkede hurtigt og birk er alt for blødt. Den til venstre holdt i mere end tre år.
コメント